Tæt på stormesternorm I Gilleleje

Nordkalottens 40-års jubilæumsturnering spilles under flotte forhold på Hotel Gilleleje Strand i den hyggelige fiskerby Gilleleje. Alle ti spillere er indkvarteret på hotellet under hele turneringen og tilskuerne kan udover at se skak, også spise i hotellets restaurant eller nyde en forfriskning i baren. Det er en fornem fejring af Græsted-klubbens første 40 år.

Det var en meget velforberedt Jesper Thybo, der i dagens runde mødte legenden Evgeny Sveshnikov, den russiske stormester med en åbning opkaldt efter sig. Thybo sparede tid op i de første 15 træk og da Sveshnikov tog en længere tænkepause ved træk 14, have Thybo over en time mere på klokken end russeren. Med bedre tid og bedre stilling opbyggede Jesper Thybo en klar fordel, og ved træk 28 var sejren i hus.

Jesper Søndergaard Thybo mangler nu kun ½ point for at have den tredje og sidste GM-norm sikret. I sidste runde møder Jesper den førende Ferenc Berkes fra Ungarn, der med remis vil have den samlede turneringssejr i hus.

Jesper Thybos første norm blev scoret i Copenhagen Chess Challenge 2018 i Ballerup og den anden i Chess House i december 2019. Skulle det blive til en GM-norm i Gilleleje, kan Jesper Thybo blive udnævnt samtidig med Jonas Bjerre på den næste FIDE-kongres, der afholdes i februar.

Ungarske GM Ferenc Berkes (2649) spillede med sort remis mod klubkammeraten fra Køge, italienske GM Sabino Brunello (2536) og lever derved op til favoritværdigheden i turneringen. Berkes er et halvt point foran Jesper Thybo i den samlede stilling inden sidste runde. Ferenc Berkes har otte gange vundet det ungarske mesterskab og blev i 2002 juniorverdensmester.

Tyske IM Lev Yankelevich er et nyt bekendtskab for dansk skak. Yankelevich er født i 1997 har to GM-normer i bagagen. En scoret i Young Masters Bad Ragaz i Schweiz og en i den franske 6e Open International de Purtichju. Lørdag spillede Yankelevich remis med den lokale IM Jacob Sylvan.

Nordkalottens Jubilæumsturnering

Sidst på eftermiddagen sluttede Nordkalottens Jubilæumsturnering, der blev spiller på Hotel Gilleleje Strand under XtraCon Invite Chess 2020. I den øverste gruppe – Mestergruppen – kunne Mads Boe fra Skanderborg tillade sig at tabe en fordelagtig stilling mod unge Paulius Meskenas fra Køge Skakklub i sidste runde og alligevel og alligevel nuppe 1. præmien med 5,5 point. Godt gået af Mads, der egentlig blot er i Gilleleje for at følge sin søn Filip, der spiller i Stormesterturneringen. Lars Aaes Nielsen fra Skakklubben Nordkalotten tog 2. pladsen med 4,5 point, mens trekløveret Jacob Høyer, Furesø, Dennis Jørgensen, Helsingør og Paulius Meskenas delte 3. præmien med 4,0 point.

I Gruppe 1 var Mikael Ramkilde fra Nordsjællandsk Skakklub ret suveræn. Efter at have vundet sine fire første partier, spillede han remis mod Claus Agø Hansen, Øbro inden han efter endnu en gevinst, sluttede af med remis mod Peter Vestergaard Andersen, Nordkalotten. Anders Damm-Frydenberg, Allerød blev nr. 2 med 5,5 point – et halvt point efter vinderen. Endelig delte Peter Vestergaard Andersen, Claus Agø Hansen, Øbro og Alex Hansen, Valby 3. præmien.

Gruppe 2 blev vundet af Arne Walther Larsen, Hvidovre og Steen Kopperberg, Allerød, der begge scorede 5,0 point. Tredjepladsen blev delt mellem Willian Phil, Odysseus og René Andreasen, Nørrebro, idet de begge scorede 4,5 point.

Til alle gruppevinderne var der et Gravity Chess spil doneret af opfinderen Michael Brommann. I gruppe to var pengepræmierne delt, men Gravity Chess spillet skulle der spilles omkamp om. Steen Kopperberg vandt i fin stil et armageddon-parti og så var det afgjort.

Se alle enkeltresultater her: http://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=26230

Jesper Thybo slog Sveshnikov

Jesper Thybo skulle kun bruge ca 2½ time på at slå turneringens altmeister Sveshnikov, der overraskende brugte ca. en time på sit a6. Danskeren fik en overlegen stilling og russeren opgav, da han var mat i næste træk. Dermed behøver Thybo kun remis i morgen for at opfylde kravet til en GM-norm. Modstanderen er dog GM Berkes, der hidtil har været suveræn i turneringen – endda med de sorte brikker.

Dobbeltrunde i Gilleleje

Fredag var den sidste af to dage med dobbeltrunder ved stormesterturneringen i Gilleleje. I formiddagsrunden blev der lidt usædvanligt kun fundet en enkelt vinder, hvilket var Mikkel Antonsen der besejrede Sveshnikov i et langt parti der først sluttede 45 minutter inden dagens anden runde. Partiet var helt i balance frem til træk 74, hvor Mikkel får muligheden for at vinde a-bonden, som efterfølgende gør den hvide b-bonde meget farlig. Da Sveshnikov åbner stillingen op får Mikkel byttet dronningen, hvilket afgør partiet, da b-bonden løber i mål.

Endnu længere var partiet mellem klubkammeraterne Jonny Hector og Jacob Sylvan. Det blev remis efter 96 træk i et tårnslutspil, hvor Jonny havde en bonde mere.

Yankelevich og Berkes fulgte frem til træk 16 et parti mellem Karjakin og Anand fra 2019. Sort ofrer en officer for udvikling, men skal selv passe på da bondestrukturen er dårlig. Efter at hvid gav officeren tilbage, har han lille fordel, men ungareren forsvarer sig godt. Remis i 31 træk.

Der var aldrig noget alvorligt på færde i partiet mellem Sabino Brunello og Jesper Thybo. Der blev hurtigt byttet mange brikker af og taget remis efter 35 træk.

Filip Boe Olsen kom ikke specielt godt ud af åbningen med hvid mod Kåre Kristensen. Men partiet kom rigtig aldrig ud over remisgrænsen og endte ud i trækgentagelse i træk 28.

I eftermiddagsrunden fortsatte Berkes vejen mod turneringssejren. Det gik ud over Mikkel Antonsen, der allerede i åbningen kom i problemer, og tabte en bonde i træk 19, og reelt aldrig fik kompensation.

Jesper Thybo kom til at stå godt mod Jonny Hector, og endte ud i et slutspil med 2 lette officerer og 2 forbudne bønder mod to lette officerer. Det så vundet ud, men pludselig kom kongen for tæt på bønderne, og så var det remis. Jesper har dog stadig mulighed for at lave den afgørende GM-norm, men det kræver nok en gevinst med de hvide brikker mod Sveshnikov i morgendagens runde.

Sveshnikov så ud til at have godt styr på Scheveningen varianten med hvid mod Brunello. Sorts konge på d7 kom til at stå meget udsat, og da først Sveshnikov fik åbnet stillingen op, Kunne Brunello ikke finde noget forsvar.

Kåre Kristensen forsøgte sig med firebondevarianten i Kongeindisk mod Lev Yankelevich, men kom allerede i åbningen galt afsted. Med tunge brikker på brættet er det ofte afgørende, hvilken kongestilling der er mest udsat.

Jacob Sylvan mod Filip Boe Olsen var et meget dramatisk parti. Filip kommer godt ud af åbningen med sort i en Benoni, men overser 22.Sxd4 der giver hvid klar fordel. Filip forsøger at komplicere med 22.-,Sf4, men Jacob forsvarer sig fint, og opnår gevinststilling. I tidnød spiller han forkert, og Filip får en ny dronning, så han har to dronninger mod en dronning. Så spiller Filip forkert, og partiet ender remis ved trækgentagelse.

Stillingen efter 7 runder:

1. GM Ferenc Berkes (2649) 6 point

2. IM Jesper Søndergaard Thybo (2579) 5 point

3. GM Sabino Brunello (2536) 4½ point

4. – 5. GM Evgeny Sveshnikov (2481) 4 point

4. – 5. IM Lev Yankelevich (2483) 4 point

6. GM Jonny Hector (2481) 3½ point

7. IM Mikkel Antonsen (2384) 3 point

8. IM Jacob Sylvan (2325) 2 point

9. – 10. IM Kåre Kristensen (2350) 1½ point

9. – 10. IM Filip Boe Olsen (2353) 1½ point