Om Nordkalotten

Skakklubben Nordkalotten blev stiftet i september 1979 på initiativ af Kjeld Bransner og Poul Schmidt. De indrykkede i foråret en annonce i de lokale aviser og efter en prøveperiode på nogle måneder, var der grundlag for en stiftende Generalforsamling.

Da klubben skulle dække hele det nordlige Nordsjælland valgte man på forslag fra Kjeld Bransner navnet ‘Nordkalotten’ i stedet for et bestemt bynavn. Skakklubben Nordkalottens første spillested var Medborgerhuset i Blistrup, men efter et par år rykkede man til Blistrup Skole. Her spillede man indtil 1987 hvor man flyttede klubben til Græsted Skole. Græsted var mere centralt placeret i området og samtidig var det nemmere at nå klubben med offentlige transportmidler.

Fire gange har Nordkalotten bragt sig på landskortet ved at arrangere store turneringer. I 1984 arrangerede Nordkalotten Finlux Ladies Cup – Danmarks første internationale turneringer for kvinder – på Tofteskolen i Helsinge. I 1988 blev Politiken Cup – en stormesterturnering for kvinder – spillet på Græsted Skole og i februar 1990 var tiden kommer til Silvan Cup. Det var en stærk stormesterturnering af kategori 10 med deltagelse af hele den danske elite incl. Bent Larsen og Curt Hansen, samt 5 stærke udenlandske navne. Turneringen, der blev vundet af GM Vasjukov fra Rusland, blev dækket af TV2. Endelig var Nordkalotten i 1996 vært ved DM-omkampen mellem stormestrene Peter Heine Nielsen og Henrik Danielsen. Omkampen blev spillet på Græsted Kro og havde Peter Heine Nielsen som vinder.